Et kejsersnit er en operation og som ved andre operationer dannes der efterfølgende arvæv, for at hele og lukke såret.
Under selve operationen lægger kirurgen et ca. 15 cm langt tværsnit et sted mellem hårgrænsen og trussekanten. Der skæres gennem underhud og fedtlag, mens musklerne flyttes til siden, for at sikre en bedre opheling. Livmoderen åbnes hvorefter barn og moderkage tages ud, inden lægen igen lukker sårene.
Derefter begynder ophelingen, hvor immunforsvaret hurtigt danner kollagene fibre som ”limer” såret sammen indvendigt som udvendigt – altså danner arvæv. Kollagent væv/ arvæv er meget stærkt, men til gengæld ikke ret elastisk.
Det er normalt at have en blanding af smerter og følelsesløshed i arret 1-3 måneder efter operationen, da det tager tid for muskler, bindevæv og nerver at hele op. Særligt den ændrede sensitivitet kan være lang tid om at normalisere sig, og der kan gå op til ét år, inden man har normal følesans. Hos nogle bliver den aldrig helt sig selv igen.
Hos andre forsvinder smerterne ikke uden videre. Det kan skyldes, at der er dannet for meget arvæv, eller at det har lavet uhensigtsmæssige bindinger (adhærencer), som betyder, at vævet ikke kan bevæge sig frit, men i stedet ”klistrer” og blokerer for god blodcirkulation.
Behandlingen af arvævet foregår via manuelle teknikker, hvor man smidiggør og løsner vævet og langsomt arbejder sig ned i dybden, indtil der er opnået fuld bevægfrihed i alle vævslag. Det kan sammenlignes med at skrælle lag af et løg.
Der arbejdes roligt og så skånsomt som muligt, men i nogle tilfælde kan der opleves lidt ubehag, hvis arvævet er meget stramt og rigidt.
Den manuelle behandling kan tidligst påbegyndes 8 uger efter operationen, da alle strukturer skal være fuldstændig helet.
Hvis man har dårlig opheling af kejsersnittet, f.eks. efter infektion, kan laserterapi gøre en forskel.
Behandlingen er fuldstændig smertefri, uden bivirkninger, og de fleste kan mærke og se en forskel allerede efter én behandling.
Du er altid meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har yderligere spørgsmål og ønsker en specifik vurdering af din situation.