Smerter i haleben og bækken kan komme enten gradvist eller akut alt efter årsagen. Hos nogle opstår problemerne under eller efter graviditet, hos andre skyldes det traumer, fald eller lignende, mens andre får gener uden særlig årsag.
Problemer med halebenet kan give både lokale og skarpe smerter, men kan også opleves mere diffust med smerter i bækkenbund, underliv, korsben og nedre ryg. Nogle vil opleve smerter under afføring og fysisk aktivitet.
Bækkenproblemer kan sidde omkring de to bagerste bækkenled (SI-leddene), foran ved kønsbenet (symfysen), alle tre steder samtidigt, i lænderyggen, ved hofterne, ned i balderne og i nogle tilfælde strålende nedad i benene. Mange føler sig låste, har nedsat bevægelighed eller kan få fornemmelsen af, at benene svigter. Smerterne kan enten være meget specifikke eller diffuse.
Undersøgelsen og behandlingen fokuserer på at finde årsagen til dine smerter, uanset om de kommer fra fejlstillinger i leddene, spændinger i musklerne, ligamenterne eller fascierne (bindevæshinderne). I nogle tilfælde kan det være relevant at undersøge indvendigt, da også musklerne i bækkenbunden kan blive påvirket af problemerne.
Ofte vil det være hensigtsmæssig at kombinere behandlingen med specifikke hjemmeøvelser, men det planlægges altid individuelt.
Du er altid meget velkommen til at kontakte klinikken, hvis du har yderligere spørgsmål og ønsker en specifik vurdering af din situation.