I 2017 blev der publiceret et omfattende studie i tidsskriftet ”Human Reproduction Update”, som viste, at sædkvaliteten hos mænd i Europa, Nordamerika og Australien faldt med mere end 50 % fra 1973 til 2011. Andre studier viser, at i Danmark har hver fjerde mand nedsat sædkvalitet.
Der er fortsat mange divergerende forklaringer på dette problem, og det samme med behandlingsmulighederne.
Den fysioterapeutiske fertilitetsbehandling henvender sig også til mænd med forringet sædkvalitet.
Behandlingen består bl.a. af laserterapi, hvor man belyser testiklerne kortvarigt og ofte kun med 2-3 behandlinger i dagene op til kvindens ægløsning eller sædaflevering. Der er endnu ikke foretaget store solide studier omkring laserterapi og nedsat sædkvalitet. Til gengæld viser mange mindre forsøg (og projekter), at mænd behandlet med laserterapi opnår en signifikant forbedring af sædkvaliteten.
Derudover kan behandlingen indeholde manuel terapi, hvis der er smerter i ryg, nakke, lænd eller bækken, særligt ved mistanke om rodtryk. Det kan også være relevant at instruere i ganske få lette hjemmeøvelser med henblik på at øge blodgennemstrømning i underliv, mørbrad- og baldemuskulatur.