Fysioterapeutisk behandling af børn med inkontinens

Et væskevandladningsskema (VVS)

 

Inden behandlingen begynder, kan det være relevant at udfylde et væskevandladningsskema (VVS), der efter aftale udleveres af klinikken. Skemaet udfyldes ved at måle alt, hvad der drikkes og tisses i løbet af to-tre dage. Der noteres også uheld, hvornår der har været afføring, ligesom eventuelle natbleer vejes.

 

Skemaet gennemgås med fysioterapeuten, og typisk vil der være yderligere spørgsmål vedrørende toilet-, kost- og drikkevaner samt søvnmønster. Der informeres om relevant anatomi og funktion af blære og tarm for at give barnet (og forældrene) indblik i, hvordan organerne fungerer. Vi taler om hensigtsmæssige toiletvaner mv. og gennemgår praktiske foranstaltninger, så behandlingen bliver så håndgribelig som mulig. Der anvendes undervejs billeder og modeller, så barnet kan deltage og forstå, og dermed motiveres til at arbejde videre derhjemme sammen med sine forældre.

Om barnet har en god og normal bækkenbundsfunktion

 

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at undersøge, om barnet har en god og normal bækkenbundsfunktion. Dette undersøges altid uden på tøjet og altid med mor og/ eller far til stede.

 

Hvis der er tale om forstoppelse, gennemgår vi mulige behandlingstiltag, taler om korrekt tømning af tarmen samt evt. manuel behandling, som mor og far kan hjælpe med i dagligdagen, når fordøjelsen slår knuder.

Barnet (og forældrene) får mod på opgaven

 

Afslutningsvis lægges der en plan, og de gennemgåede ”redskaber” opsummeres, så barnet fuldt ud forstår og er motiveret for det videre forløb.

 

Hele forløbet foregår så vidt muligt i ”børnehøjde” og med humor og glimt i øjet, så barnet (og forældrene) får mod på opgaven.

Ring til 42 16 97 14 for tidsbestilling.

Telefonen er åben mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 8.00-15.00.

Mail: helene@baekkenunderliv.dk