Mit navn er Helene Herlow.
Jeg født i 1977, gift med Rasmus og har to skønne, sjove og energiske drenge. Derudover er jeg ejer af en dejlig islandsk hest og har været ridepige hele mit liv. Jeg bliver nemt rørt, har let til latter og møder helst verden med et glimt i øjet og et smil på læben.
Jeg blev uddannet fysioterapeut i 2005 og kom allerede i min første ansættelse til at arbejde med specialiseret urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapi. Siden har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var denne vej, jeg skulle gå i min videre uddannelse og specialisering inden for fysioterapi.
Vores krop – og ikke mindst vores underliv – er en vigtig del af os. Det skal fungere, for at vi har det godt og er i balance.
For mig hænger krop, sjæl og sind uløseligt sammen, og jeg oplever gang på gang, hvordan netop et velfungerende underliv giver livskvaliteten tilbage både for den enkelte, men også ofte i relation til parforhold, familie- og arbejdsliv samt ens sexuelle trivsel.
At kunne hjælpe i denne proces og være faglig og professionel sparringspartner er mig en stor glæde og holder aldrig op med at fascinere og udfordre mig.
Derfor lægger jeg vægt på, at der altid er god tid, høj faglighed og 100 % tillid og respekt. Mine patienter skal turde at være åbne og ærlige – også når vi taler om intime og private problematikker.
For hos mig kan vi tale om alle de ting, man ellers ikke tør tale med andre om – helt naturligt og ubesværet.